Det er lige før at jeg vil betegne min telefon som min bedste ven, ja det lyder måske lidt ensomt, men sådan skal det ikke forstås, haha (Har heldigvis også rigtige venner). Men min telefon har jeg jo bare med over alt, ligesom så mange andre. Man er jo nærmest gået hen og blevet helt afhængig af den, og derfor er det nærmest mit værste mareridt at skulle undvære den. Jeg føler mig nærmest helt bar, hvis jeg ikke har telefonen med mig, og jeg ved jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Flere af mine venner er enige med mig, selvom mine forældre overhovedet ikke kan forstå den afhængighed, der ligger i telefonens magt. Jeg siger altid at de bare er fra en anden generation, og havde de selv vokset op med den, havde de med garanti haft det på præcis samme måde, som mig og min generation. Men ja, kan godt se det fra deres side, og det er næsten skræmmende, at sådan en telefon kan betyde så meget for mig.
Men det værst tænkelige blev så pludselig en realitet, da jeg tabte mit elskede eje hjemme på vores stengulv i køkkenet. Det var en ren klassiker, tog telefonen op lommen mens jeg havde mine tanker et helt andet sted, og så fumlede den ud af mine hænder og direkte ned på stengulvet og frontskærmen var så ikke andet end glasskår, SUK. I et øjeblik gik min verden i stå, og jeg følte mig fuldstændig fortabt, men heldigvis kunne det fixes. Jeg tog kontakt til FixPhone, som meget hurtigt og uden besvær kunne fixe den smadrede skærm, så jeg lynhurtigt kunne få den igen. Det var fantastisk, og de anbefalede mig at få sat panserglas på den, så jeg kunne minimere risikoen i fremtiden. Det fik jeg dem så til at hjælpe med, og jeg kan klart anbefale FixPhone til andre uheldige telefonejere, som mig selv.